Targits software benyttes af kunder over hele verden.
Ved systematisk at udnytte den viden, som selskabets egne indkøbsdata giver, sparer det medicinale indkøbsselskab Amgros samfundet for en milliard kroner om året.
HJØRRING: Dataene indsamles og analyseres ved hjælp af computersoftware fra Hjørring-firmaet Targit, der efterhånden har over 3000 kunder og flere end 210.000 brugere verden over.
Amgros er et politisk ledet indkøbsselskab, som blev etableret i 1990 af de daværende amter. Formålet var at skabe administrative besparelser ved at samle indkøbet af lægemidler.
Siden 1. januar 2007 har selskabet varetaget indkøb af medicin til offentlige sygehuse i hele landet. Amgros' samarbejde med regionerne sker fortrinsvist gennem en tæt kontakt med landets 14 sygehusapoteker.
Det er beregninger fra selskabet selv, der nu viser, at den gennemgribende udnyttelse af indkøbsdataene giver samfundet besparelser i milliardklassen.
Med andre ord har selskabet et stort behov for at vide, hvornår og hvordan der skal købes ind for at få de rette varer til den rette pris, og derfor bruger selskabet en såkaldt business intelligence-løsning fra Targit til at analysere sine data omkring indkøb og pris på medicin:
- Vi begyndte med en lille løsning for tre år siden, men har nu erstattet den med et fuldt "datavarehus". Der samler vi dataene fra vores økonomistyringssystem og flere andre kilder, som for eksempel Danmarks Statistik og de danske sygehuse, fortæller business intelligence manager hos Amgros, Sune Lindgaard Nielsen.
I praksis synliggøres den indsamlede viden på storskærme, og det har ført til en holdningsændring hos medarbejderne og sparet dem tid og besvær, fortæller Sune Lindgaard Nielsen:
- Vi bruger observationerne til at henlede opmærksomheden på de områder, hvor vi skal orientere os yderligere. Og vi træffer vores beslutninger på den viden, som de indsamlede data giver os. I det hele taget bruger vi nu mindre tid på at fremskaffe data og mere tid på at analysere dem, oplyser han.
Tip en ven
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.